Søby Brunkulslejer

Brunkulseventyret danner et farverigt kapitel i danmarkshistorien, som begyndte i vinteren 1939/40 og varede til maj 1970.

Brunkulslejerne i Søby vidner om en helt særlig kultur og livsførelse i tiden omkring 2. Verdenskrig, hvor forsyningen af kul til Danmark forsvandt, og der opstod et akut behov for brændsel.

Brydningen af brunkul skabte et samfund, hvor hele familier flyttede til for at blive en del af eventyret og tjene gode penge. Boligerne var små, arbejdet var usandsynligt hårdt og flere mænd mistede livet ved dramatiske ulykker i lejerne. Der boede 3.000-4.000 mennesker i Søby Brunkulslejer, heraf omkring de 2.000 i Søby, mens industrieventyret kørte på sit højeste, hvilket betød, at der blev etableret blandt andet købmandsbutikker, vognmandsforretninger, redningsstation og hasardspillesteder.

Historien

Brunkulslejerne ved Søby blev et vendepunkt for hele området, og især for Brande by. Søby Brunkulslejer startede med små udgravninger, da man opdagede brunkul i undergrunden. Snart blev de mindre udgravninger til store industrier, som 1940-70 satte sit præg på området. 

De første brunkul blev gravet under 1. verdenskrig i 1914-18, men på daværende tidspunkt skete det omkring Brande og Fasterholt og kun i beskedne mængder. I 1939 kom der så småt gang i produktionen, men det gik langsomt, da det ifølge lovgivningen 1940-54 foregik med håndkraft, skovle, spader, trillebør og hestevogne. Under 2. verdenskrig tiltog manglen på brændsel, og produktionen tog for alvor fart. En tredjedel af Danmarks produktion af brunkul kom fra Søby-lejerne. 

I 1970 stoppede produktionen af brunkul, og entreprenørerne slukker for pumperne, som holdt grundvandet væk. Det oversvømmede på en naturlig måde de mange åbne lejer, som i dag fremstår som menneskeskabte søer. Det er farligt at færdes i området, da naturen ændrer sig på grund af jævnlige jordskred i området. 

Guidede ture på Søby Brunkulsmuseum

Du kan bestille en guidet tur i området og på museet. Da landskabet stadig kan forandre sig på grund af de mange udgravninger, anbefaler vi, at du følges med en guide rundt i landskabet. Læs meget mere om bestilling af guidede ture via linket til højre.

Det brune guld

Journalist og forfatter Jan Svendsen har skrevet bogen ”Det brune guld” om brunkulseventyret. Derudover er ”Det Brune Guld” blevet filmatiseret og sendt som en dokumentarserie på TV i 2012. Du kan udelukkende købe bogen fra forlaget Dialog Forum på Søby Brunkulsmuseum, som også sælger tre dvd’er med de fire timers TV-serie.

Øvrige bøger og film

Museet sælger også andre bøger, som gennem tiden er udgivet om brunkulstiden. Det barske område i Søby Brunkulslejer har desuden lagt kulisser til spillefilm og mange fotooptagelser især til modebranchen. 

 
 

Del denne side

Søby Museum

Link til Søby Museum, hvor du kan læse mere om seværdighederne i området.

Det brune guld

Journalist, Jan Svendsens fortælling om livet i brunkulslejerne har udmøntet sig i både en bog og en dokumentarserie. Se mere om tilblivelsen her.

Landskab

Maskiner